Historien om KLeos Keramik

Kristine Leopold - Indehaver af KLeos Keramik
Hvis du kommer forbi KLeos Keramik, vil du højst sandsynlig møde mig, Kristine Leopold. Jeg er indehaver af KLeos Keramik. Jeg er oprindelig uddannet kemiingeniør, men et ophold på 3 år i Californien med min mand og 2 børn ændrede dette.
I Californien fik jeg opfyldt en drøm om at lære at dreje ler og blev vild med det. Det blev til mange timer ved drejeskiven og i værkstedet. Med masser af tid til fordybelse, ro og nærvær, fandt jeg min kreativitet og indre legebarn frem igen. I vores garage i Californien åbnede jeg et lille kreativt værksted for kvarterets børn.
Tilbage i Danmark startede jeg på job igen (med initialerne KLeo), men kunne ikke slippe drømmen om et kreativt værksted; Et sted med mulighed for at arbejde med ler og keramik og andre kreative aktiviteter i et hyggeligt miljø med tid til fordybelse og nærvær.

Efter et lille år i hamsterhjulet, hvor jeg havde svært ved at finde glæden og overskuddet, tog jeg skridtet og valgte jeg at sige mit job op. Vha. leret fik jeg glæden og overskuddet tilbage igen. Og så tog det ene skridt det andet og kan derfor sige velkommen til det hyggelige værksted KLeos Keramik i Studiestræde 3A i Holbæk.